FDSH
- Vi sikrer en solid erhvervsmæssig udøvelse
af hundesoignering!‚Äč

Om uddannelsen:
Uddannelsen er en diplomuddannelse, hvor du som elev står i mesterlære i en hundesalon.
Uddannelsen varer 3 år, hvoraf de første 6 måneder er prøvetid. Der undervises både praktisk og teoretisk i forskellige discipliner indenfor bl.a. hundesoignering, pelspleje, klip, maskinklip og trimning alt efter hundens race. Dertil kommer læren om anatomi, adfærd, hud- og pelsproblemer.
Tillid er en af de vigtigste egenskaber at have som hundefrisør. Der er stor forskel på hvordan ejer og hund reagerer på at skulle til frisøren. Nogle ejere er ængstelige andre har det helt fint. En professionel hundefrisør sørger for at skabe ro og tryghed, således det bliver en god oplevelse for alle parter.
Kundebetjening er en selvfølge i vores branche. Du lærer bl.a. at vejlede om foder, pelspleje, hudproblemer og trivsel. Nogle saloner sælger også dyreartikler som; Foder, pelsplejeprodukter (shampoo, sakse, karter, børster m.m.), halsbånd/liner og aktivitetslegetøj.
Det kræver en sund fysik at være hundefrisør. Selv om der anvendes trimmeborde med hæve / sænke funktion, står du op meget af dagen. Frisørfaget er hårdt for hænder, fingre, ryg og nakke. Det er vigtigt du er bevidst om dette før du påbegynder uddannelsen. Når det så er sagt, er det en daglig glæde at arbejde som hundefrisør.
Sidst, men ikke mindst, er det vigtigt du er mødestabil.

 

Uddannelsens opbygning:
Uddannelsen er bygget op omkring grundlæggende anatomi og anden viden om hunde & hundepleje, samt 5 specifikke grundterminer, der selvfølgelig kan og bør udvides med forskellige efteruddannelser i foreningens regi. Der afvikles både demonstrationer og kurser via FDSH.
Den første eksamen i grundterminen ”Puddel, vask og føn”, afholdes i slutningen af uddannelsens 6 måneders prøvetid. For at sikre eleven en objektiv bedømmelse, lader FDSH som noget særligt, dommere udenfor
FDSH´s regi indgå i dommerpanelet.

 

Uddannelsens 5 grundterminer: 
 

     Puddel, vask og føn

     Puddel, Terrierklip

     Cocker Spaniel

     Westie (West Highland White Terrier)

     Højbenet Terrier
 

For uddybende uddannelsesforløb, kontakt da FDSH.
 

Praktikplads:
Du skal som udgangspunkt selv finde en læreplads. Du kan evt. se under fanen ”Job” her på siden.

Økonomi:
Løn aftales individuelt.

Fremtid:
Ofte arbejder eleverne som udlært svend et par år, inden de åbner egen salon.

Mere information:
Du er altid velkommen til at kontakte FDSH for råd og vejledning.

Du kan også følge FDSH på Facebook

Webshop fra e-hjemmeside.dk